Landbrugsmægler Gunnar Jensen
Ejendomsmægler MDE
Saltøvej 95, Saltø By, Næstved
Tlf. 55 44 75 25 Email: guje@pc.dk

Kostræde Byvej 20, 4750 Lundby


Liebhaverejendom ikke langt fra Dybsø Fjord - med mange gode kvadratmeter - en ejendom, der skal opleves!

Fine lokaler på ialt 292 m2 i udbygning - velegnet til erhverv - alternativt evt bolig på 176 m2.


Anneksgård er en spændende landejendom med et areal på 1,5 ha beliggende i et fredeligt og naturrigt område med hestefolde omkring gården. Der er kun 5 min kørsel til skøn natur omkring Dybsø Fjord og videre til Avnø, der er et unikt naturområde med naturskole. Alligevel er der kun 15. min til Sydmotorvejen via tilkørsel 39 ved Bårse eller 38 ved Tappernøje - og dermed knapt 1 times kørsel til København.

Stor hestefold med nymalet, hvidt hegn og et par mindre folde ved bygningerne.

Måske mulighed for to familier eller to generationer.

Fibernet er lagt ind - både til stuehuset og til erhvervsarealet i den ene udbygning.

Se fine fotos af ejendommen fra luften på: https://skraafoto.kortforsyningen.dk/

Gennem portlængen - med en hvidmalet smedejernslåge, som er fjernbetjent - kommer man ind på en meget fin gårdsplads med et hyggeligt gårdmiljø, omgivet af fire velholdte længer. I foråret 2019 er der udvendigt malet og ordnet næsten overalt på ejendommen.

Bygningssættet består af:
Særdeles præsentabelt stuehus, som er opdateret og fremstår i fin stand med et boligareal på 243 m2 - et bebygget areal på 143 m2 + 1. sal på 100 m2. Oprindeligt opført i 1890, men gennemgribende renoveret i 1996 og senere. Huset er opført i mursten med tag af teglsten.

En rigtig dejlig bolig med stor lofthøjde og smukke lofter og med gulve i en moderne stil. Gulvvarme i hele stueetagen. Indrettet med: Entre med trappe til 1.sal. I åben forbindelse med køkkenet, der vender mod gårdsiden, er der mod havesiden en stor spisestue/dagligstue med udgang til en fin terrasse. Via franske døre er stuen forbundet med endnu en dagligstue med god plads. Køkkenet er velfungerende og med god skabsplads og gode detaljer med skrå hjørner. Fra køkkenet er der adgang til et mindre bryggers, som er praktisk indrettet. Stort, dejligt badeværelse.

På 1. salen er der en repos og et fint, lille badeværelse, som er renoveret i 2018. Endvidere er der 5 gode værelser - 2 i hver gavl - samt et dejligt soveværelse med udgang til en nyrenoveret balkon, hvorfra der er en storslået udsigt over det åbne land og den store, lukkede have.

Haven, der er omkranset af en bøgehæk, er et kapitel for sig med bl.a. nøddehegn, bålplads, krydderurtehave samt æbletræer og en lille boldbane.

Måske mulig anvendelse som bolig nr. 2 - eller erhverv med kontorfaciliteter:
Den øvrige del af bygningen har gennemgået en omfattende renovering og fremstår i stueetagen med disponible lokaler på 176 m2 med mange muligheder. Lokalerne har status som erhvervsareal, og er p.t. ikke godkendt som bolig, men vil efter en evt. godkendelse som boligareal være en meget charmerende lejlighed med en god planløsning og gode detaljer. Lokalerne kan også fint fungere som kontor med personalefaciliteter. I forbindelse hermed ligger fyrrummet med træpillefyret, der opvarmer stuehuset og en del af erhvervsarealet. Desuden et isoleret rum til opbevaring.

Yderligere disponible, gode lokaler:
På 1. sal over de istandsatte lokaler - med egen indgang via trappe i hallen - er der yderligere disponible rum med mange muligheder. Et areal på ca. 132 m2. Kontorlokaler og arkivrum eller hobbyrum med plads til bordtennis- og billardbord mv.

En fin carport på 39 m2 med halvhøj rejsning, sådan at den passer ind i stilen, er tilbygget ved gavlen.

Øvrige udbygninger:

Erhvervsbygning/portlænge på 209 m2. Opført i 1890 i mursten med tag af profilerede stålplader. Indeholder: Tidligere kostald, der anvendes til opbevaring. Endvidere portåbningen, der er indkørsel til gårdspladsen. På den modsatte side af porten er der en garage.
Evt. mulighed for at etablere hestebokse i dele af denne bygning. God hestefold lige uden for bygningen.

Udbygning på 109 m2. Opført i 1890 i mursten med tag af profilerede stålplader/bølgeeternit. Indrettet som værksted og med plads til opbevaring - og måske en hesteboks.

Udbygning på 98 m2. Opført 1930. En ældre udbygning, men den fremtræder pæn og nydelig med tag af teglstensprofilerede stålplader. Adgang til en mindre fold. Indrettet med lille, åben stald til mindre ponyheste, geder eller får - samt hjørne til hønsehus/hønsegård.

Drivhus på 12 m2.

En fantastisk dejlig ejendom, der skal opleves.






Sagsfakta

  • Kontant pris 4.695.000 kr.
  • Ejerudgift pr. mdr. 3.653 kr.
  • Boligareal 243 m2
  • Grundareal 1.5 Ha.
  • Udbygninger 845 m2
  • Værelser 7
  • Heraf stuer 2
  • Antal plan 2
  • Byggeår/Ombygget 1890/1996
  • Sagsnr. 110319
  • Ejendomstype Nedlagt landbrug
  • Energimærke C